anna

Anna er bindeled mellem kunder og udviklere

Mød IT-projektleder Anna Slott Skyum. Som nyuddannet Cand.IT fra Aarhus Universitet har hun en solid teoretisk værktøjskasse, som hun glæder sig til at udbygge med erfaring og best practice fra spændende, udfordrende og komplekse udviklingsprojekter.

Anna Slott Skyum har taget en bachelor i International virksomhedskommunikation og bygget ovenpå med en Kandidat i IT, kommunikation og organisation (ITKO). 1. november startede hun i drømmejobbet som IT-projektleder, og hun lægger ikke skjul på, at hun går ydmygt ind til opgaven. 

– Uddannelsen har givet mig et godt teoretisk fundament, som jeg glæder mig til at sætte i spil sammen med mine kolleger, samarbejdspartnere og kunder. Men jeg er også meget bevidst om, at jeg ikke kommer med 10 års erhvervserfaring og bare skal tromle hen over alt og alle. Jeg har stadig meget at lære, og jeg glæder mig til at blive klogere på alle de spændende opgaver og kunder i Uptime, fortæller Anna Slott Skyum.

Samspillet mellem mennesker og IT er drivkraften

Uptimes nye IT-projektleder er 26 år, og efter et veloverstået introforløb glæder hun sig til at få stadig større ansvar som det vigtige bindeled mellem kunderne og hendes team af udviklere.

– Jeg synes, at IT-branchen er vildt spændende, fordi jeg kan kombinere min tekniske indsigt med en tæt kundekontakt, og fordi IT og digitalisering er fremtiden for virksomheder og samfundet. Det er spændende at være en del af digitaliseringsbølgen, fortæller Anna Slott Skyum, der elsker at holde mange bolde i luften.

– Jeg nyder at have det store overblik over alle detaljer og formidle komplekse IT-løsninger i et konkret og forståeligt sprog til de virksomheder, vi arbejder sammen med, uddyber Anna Slott Skyum.

IT-løsninger der matchers kundernes behov

Kombinationen af forretningsforståelse og indsigten i byggeklodser og programmering giver IT-projektlederen alle muligheder for at komme godt i mål med kundernes IT-løsninger.

– Jeg kan godt lide, at vi i Uptime sætter os grundigt ind i virksomhedens behov, inden vi starter med at udvikle en løsning. Forretningsforståelse og en solid behovsanalyse er et fundament, når vi skal udvikle en løsning, der giver virksomheden fuld valuta for pengene, understreger Anna Slott Skyum, der glæder sig over modtagelsen i Uptime.

– Mine kolleger er virkelig søde. De har taget godt imod mig, været hjælpsomme og givet mig en god introduktion. Folk snakker godt sammen, og der er bare altid en god stemning på kontoret. Jeg glæder mig over at være landet hos Uptime, hvor jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig både som menneske og som IT-projektleder, fortæller Anna Slott Skyum med et bredt smil.

anna slott skyum
Anna Slott Skyum
IT-projektleder

"Jeg nyder at have det store overblik over alle detaljer og formidle komplekse IT-løsninger i et konkret og forståeligt sprog til de virksomheder, vi arbejder sammen med."

Vil du høre mere?

Kontakt os for en snak om, hvordan vi kan hjælpe jer i mål med jeres næste IT-projekt.